Sådan isolerer du dit hus bæredygtigt

November 27, 2022

Små skridt til et bæredygtigt hus

Vi står frem mod 2030 overfor en monumental nedsættelse af den samlede CO2-udledning, hvor byggeriet pr. 2022 står for 40 procent af den samlede udledning. Det er ikke godt nok. Vi har både som forbrugere, arkitekter, fagfolk og bygherrer et fælles ansvar for at ændre på dette i sammenhæng med den løbende politiske regulering af byggeriet, som vi kommer at se de kommende år.

Hvad enten du skal bygge nyt hus, tilbygning eller sommerhus er bæredygtighed noget, du helt sikkert har gjort dig nogle overvejelser omkring. Du er sikkert nu allerede klar over, at du kan nedsætte husets CO2-udledning ved at vælge at bygge et arkitekttegnet hus i træ fremfor et hus i beton. Når det handler om, at bygge et bæredygtigt hus eller tilbygning tænker vi oftest først på, hvilket materiale huset skal konstrueres i. Dernæst gør vi os overvejelser om facadematerialet. Skal det være et hus i mursten eller skal facaden beklædes med træ? I denne artikel kommer vi derimod ind på hvilke typer af isolering, du kan bruge for at bygge så bæredygtigt som muligt udover konstruktion- og facadematerialer. Artiklen henvender sig ligeledes til dig, der måske ikke skal bygge et helt nyt hus, men står overfor en energioptimering af dit nuværende hus – måske i forbindelse med en tilbygning eller nyt tag.

Isolering af danske parcelhuse

Det at have isolering med i overvejelserne i byggeriet var først noget, der kom på dagsordenen i 1960'erne. Før i tiden byggede vi huse stort set uden, eller med minimal isolering. I 1960'erne begyndte vi stille og roligt, at isolere vores parcelhuse. De sidste 10-15 år har kravene for isolering ændret sig markant ved både nybyggeri, tilbygninger og renoveringer. Der findes et hav af gode, nye artikler om specifikke krav til isolering, hvilket vi derfor ikke vil komme indpå her. Bolius og BR18 er et godt sted at starte.

Vi vil derimod dykke ned i de nye isoleringsmaterialer på markedet. Hvad kan de? Hvad koster de? Hvad er fordele og ulemper ved de forskellige løsninger?

Bæredygtigt hus: CO2-udledende isoleringsmaterialer

Af de største CO2-syndere findes der to typer isolering, som vi primært bruger i dansk boligbyggeri. Den mineralske og den plastbaserede. Vi begynder med den mineralske.

At isolere sit hus, tilbygning eller sommerhus med mineral- eller stenuld er for de fleste danskere et oplagt valg. De er begge materialer med lange levetider og derfor kan de være en umiddelbar god løsning. Problemet ligger blot i, at disse byggematerialer udleder store mængder CO2 ved produktionen, da det kræver en stor mængde energi at varme de store smelteovne op til 1200 grader. Ligeledes er grundstenen i begge materialer råolie. Materialerne er udsatte for svamp og råd, da de ikke kan optage fugt og derfor kræves der altid en dampspærre i huset ved denne type isolering.

Plastbaseret isolering, som vi kender som polysteren, er også en type isolering, der er fremstillet af råolie. Det er en afgørende årsag til et højt CO2-aftryk i forhold til de alternative materialer, vi nedenfor skal diskutere. Polysteren er et hårdt isoleringsmateriale, som efterhånden er blevet mere populært end hårde mineraluldsbatts til terrænisolering. Et muligt alternativt til dette kan være muslingeskaller. Det kan måske være en anelse svært at anskaffe, hvis du står med et stort byggeprojekt, men det giver godt mening ift. bæredygtighed, da materialet er et restprodukt.

Overordnet for valg af isoleringsmateriale skal du altid som minimum prøve at gå efter et genbrugsmateriale, hvis du helt undlader at vælge biobaseret materiale. Dette kommer vi nærmere ind på.

Biobaseret isolering

Naturlige biobaserede materialer har den forskel i forhold til ovennævnte materialer, at de optager CO2 mens de er i vækstfasen. Materialerne lagrer CO2 i cellerne, som først bliver frigivet efter endt levetid ved fx afbrænding, hvilket bidrager til et stort plus på bæredygtighedskontoen.

Papiruldsisolering

Denne type isolering er helt grundlæggende almindeligt genbrugspapir som fx gamle aviser, som tilpasses et kemikalie, der gør det mere brandresistent. At isolere med papir kan være en god bæredygtig mulighed ved fx isolering af loftsrum i nyt eller eksisterende hus. Oftest vil det være anvendt som granulat, som i fx loftsrum spredes ud over rummet og derved kan komme ned i hulrum og skæve overflader. Man vil holde sig fra, at anvende papirisolering til hulrumsisolering i boligens ydervægge. Det er der to grunde til. Dels har papiret en tendens til at komprimere og ”sætte sig” med op til 20 procent, hvilket kan skabe hulrum og kuldebroer øverst i væggen. Dels opsuger papiret vand og fugt, så det egner sig ikke til ydervægsisolering. Papirisolering findes også i de vanlige batts, som vi kender fra mineraluld.

Træfibrene i papiruldet har oplagret CO2 og produktionen af papiruld kræver få ressourcer og energi, hvilket samlet set efterlader et lille klimaaftryk sammenlignet med konventionel isolering. Det gør det overordnet set til et godt, muligt alternativ til dit næste byggeprojekt.

Ålegræsisolering

Dette materiale er et særdeles spændende og overset byggemateriale, som vi alle kender til, når vi går en tur langs de danske strande. Man har anvendt ålegræs i mange generationer som byggemateriale. Specielt på Læsø, hvor flere huse har ålegræs som tagmateriale. Her de senere år har vi dog i større grad opsamlet materialet og brugt det til fremstilling af biogas.

Ålegræs er særdeles effektivt til at nedbringe CO2-udledningen, da det gennem dets levetid lagrer kuldioxid. Faktisk lagrer det mere CO2 end træ. Den primære udfordring her i Danmark er, at ålegræs er en begrænset ressource. Der findes ikke så meget af det, udover rundt omkring på strandene. Som flere af de andre biobaserede materialer er det en anelse dyrere end konventionel isolering. Dog kan man her reducere andre udgifter til fx dampspærre, da ålegræs fint ophober og afgiver fugt. Rent lavpraktisk er ålegræs et af de tungere biobaserede isoleringsmaterialer. Dvs. at det sætter sig mere i hulrummet og er vanskeligere at arbejde med.

I forhold til isoleringsevne er det næsten på højde med konventiel isolering. Realdania Byg har i en rapport påpeget, at 120 mm ålegræsisolering svarer til 100 mm ”normal” isolering.

Ligesom med tagene på Læsø-husene, som er adskillige hundrede år gamle, er ålegræsset et langtidsholdbart materiale. I forhold til indeklimaet i boligen ”forsinker” ålegræsset varmen og skaber om sommeren nogle behagelige og afkølede rum i boligen. Miljøstyrelsen lavede i 2018 en rapport som sagde, at materialet ikke er helt så modstandsdygtig overfor brand som fx mineraluld.

Udover ovennævnte "mindre" barrierer er den største udfordring vi ser med ålegræs selvfølgelig prisen. Der findes pr. 2022 en lille skare af opstartsfirmaer, som er i gang med at udvide deres produktion. Dog er prisen stadig den dobbelte af, hvad man skal slippe for konventionel isolering. Det sætter for de fleste mennesker en stopper for udfoldelserne. Vi kan forhåbentligt forvente i fremtiden, at udbud og efterspørgsel vil stige og prisen bliver mere konkurrencedygtig.

Træfiber

Træfiberplader er et relativt nyt kommercielt isoleringsmateriale. Det er lavet af træflis, som forfines og presses til måtter eller batts. Materialet er i fremgang og vi forventer, at isolering med træfiber i fremtiden bliver et godt biobaseret og økonomisk rentabelt alternativ til den klassiske isolering. Træfiberisolering kan anvendes mange steder i boligen. Bl.a. ved tag, loftsrum, skunke, skillevægge, hulrum, gulv og ydervægge. Det er dog ikke trykfast, så det skal ikke anvendes under betongulv.

Der er en lang række fordele med træfiberisolering, uanset om det anvendes i et arkitekttegnet nybyggeri, tilbygninger eller blot til efterisolering. Som ved andre biobaserede byggematerialer er det godt for miljøet idet der ikke er anvendt masser af ressourcer og energi på forarbejdning. Træfiberisolering har samme evne til at isolere som de klassiske, syntetiske materialer, hvilket betyder at du ikke skal anvende mere materiale for at få samme udbytte. Ligeledes som de andre biobaserede materialer optager og afgiver træfiber fugt, så du kan spare dampspærren. Pt. ligger prisen i den billige ende af skalaen for bæredygtig isolering. Dog skal man stadig forvente, at betale mere end for mineraluld. Efterspørgslen og produktionen forventes dog at stige i fremtiden, hvilket kan gøre materialet mere konkurrencedygtigt påprisen.

Bæredygtig isolering: Konklusion

Der findes yderligere gode biobaserede alternativer til vanlig isolering såsom hør, hamp m.fl. Dog er prisen på disse dog stadig i den noget dyre ende, så vi har valgt i denne lille guide at undlade dem.

Som markedet og udbuddet af isoleringsmateriale står her i 2022 er det stadig dyrere, at vælge bæredygtige isoleringsmaterialer. Dette synes vi dog ikke skal sætte en stopper for at udforske de nye materialer. Hvis du gerne vil have et bæredygtigt nyt hus eller tilbygning, er fokus på isolering et godt sted at starte. Både i forhold til materialerne i sig selv, men samtidig også for hensynet til klimaet og din egen pengepung, hvis du endnu ikke at har huset ordentligt isoleret. Det betaler sig i længden.

Synes du måske, at det er en svær kamel at sluge, at skulle betale ekstra for bæredygtig isolering, som du ikke får direkte glæde af i modsætning til fx en bæredygtig træfacade eller synlig trækonstruktion, kan du alternativt overveje at anvende genbrugs-mineraluld. Dette sætter høje krav til at den genanvendte mineraluld nænsomt er fjernet og gennemgået til at kunne blive genanvendt. Yderligere skal du sørge for, at mineralulden ikke har været udsat for fugt og at det generelt er i en stand, som er god nok til genbrug. Sørg altid at have en alliere dig med en fagperson.

Skal vi hjælpe dig med dit boligprojekt?

Kontakt os gerne, hvis du mangler hjælp eller vejledning til dit kommende byggeprojekt. Vi vejleder gerne om alle former for træbyggeri og besvarer gerne dine spørgsmål.

Held og lykke med dit kommende projekt.



Bestil gratis møde med en arkitekt

Kom godt fra start med jeres nye hus.
Vi påbegynder projektet med et gratis møde,
hvor vi uforpligtende afklarer jeres behov og drømme.

Book nu